Fiskemetoder til Put and Take

Det er super sjovt at fiske i Put and Take, men hvis du tror at det er lig med fangstgaranti hver gang, så tager du fejl!

Du skal stadig kunne fiske og fiske bider ikke bare på hvad som helst.

I denne guide får du vores tips til de mest effektive fiskemetoder til ørred i Put and Take.

Hvordan fanger man ørred i Put and Take?

Det gør man med en fiskestang og en krog, men spøg til side, så er der flere gode metoder du kan prøve for at få fisken på krogen – og det er ikke kun power bait.

Lad os se på nogle effektive fiskemetoder til put and take!

Power Bait

Vi kommer ikke udenom Power Bait til put and take fiskeri og derfor begynder vi med en snak om dette ildelugtende, modellervoks agtige fiskegrej.

Faktisk er power bait ikke en fiskemetode, men et agn.

Du kan nemlig fiske med powerbait på alle mulige måder, men det mest populære er flådfiskeri og bundrig.

Power Bait er helt sikkert effektivt, ellers ville det ikke have været solgt i millioner af bøtter, men det er ikke et vidundermiddel og der er masser af agn, der er lige effektivt eller mere, for eksempel flue og levende agn som regnorm.

Flådfiskeri

Fiskeri med bobleflåd og powerbait er den helt store klassiker til fiskeri efter put and take ørred.

Det er let at gå til. Du sætter bobleflådet 1-2 meter over din krog med powerbait og kaster ud og spoler ind.

Det er en sikker metode der er testet igen og igen i put and take, men husk at lave spinstop når du spoler ind.

Et spinstop er at holde en pause på ca. 1-2 sekunder en gang imellem.

En ørred er en rovfisk, som jager sit bytte ved at snige sig ind på det. Når du stopper med at spole ind slår den til, for så er byttet, eller dit powerbait, stoppet.

Du behøver ikke kun fiske med powerbait på dit flåt. Du kan også bruge levende agn som regnorm, maddiker eller små levende rejer.

Men fisk aktivt og lad være med bare at sidde og kigge på dit flåd.

Spinnefiskeri

Næst efter fiskeri med flåd og powerbait, så er spinnefiskeri det mest populære.

Spinnefiskeri er fiskeri med blink, gennemløber og spinner.

Der er masser af muligheder at vælge imellem af spinnere og gennemløbere til put and take fiskeri og det ville være umuligt at vælge bare et par stykker.

Du må prøve dig frem!

Gennemløbere er populære til ørredfiskeri, ikke bare i put and take, men også i det fri. Har du ikke prøvet at fiske med gennemløber, så giv det da et forsøg.

En gennemløber er et blink uden krog, men med hul i midten. Du trækker linen igennem og binder så den medfølgende krog på.

Fordelene ved gennemløberen er at den kan bevæge sig meget naturtro og at krogen ikke sidder fast direkte på blinket. En ørred kan nemlig godt lide at nappe lidt før den rigtig bider og hvis den ikke mærker modstand, så er den mere modig.

Små spinnere er også gode til put and take. Her må du igen prøve dig frem. Der er nok at vælge imellem.

Uanset hvad du vælger skal du huske spinstop, når du spoler ind. Altid spinstop!

Bombarda fiskeri

Bombarda fiskeri er for viderekomne, men er en super sjov, effektiv og udfordrende type fiskeri.

Bombarda er en type flåd, der har en lang pind i toppen og er solid i bunden.

Flådet er meget aerodynamisk, hvilket betyder at du kan kaste rigtig langt med det.

Derfor bruger man det til at fiske med flue, hvor du binder et forfang på 2-3 meter på under flådet.

På den måde kan du kaste en flue 50-100 meter ud. Det betyder altså at du kan fiske med flue uden at kunne bruge en fluestang og at du kan nå ud til steder som en fluestang ikke kan.

Du skal nu vælge den rigtige flue til put and take ørred og det er der mange holdninger til.

Mange vælger at bruge fluer der ligner de foderpiller som ørrederne vokser op med, men du kan også bruge mere naturtro fluer.

Du kan få flåd der flyder, synker eller ligger lidt under overfladen.
Når du spoler ind skal du bruge spinstop, ligesom med spinnefiskeri. Hold en pause på 1-2 sekunder hver 5 omdrejning.

Bundrig

Den sidste fiskemetode efter ørred i Put and Take er bundrig, som er fiskeri med agn på bunden af søen.

Det kan være effektivt efter de store fisk der står og hygger sig på bunden.

Bundrig kan opsættes på diverse måder, men det mest klassiske er et blylod og så et forfang for enden på fx 1 meter, hvor du for enden har en klump powerbait eller en anden type agn.

Denne type fiskeri er helt passiv, så den passer godt til de dovne dage.